Jokums sprogområde

Debatindlæg til Politiken, d.10/3 2011 - uredigeret version

(For english readers, this is an opinion piece I wrote for a Danish newspaper, about the lack of proper development of new writing in Denmark, especially at The Royal Theatre)

Jokums sprogområde

Jokum Rohdes nye stykke, "Manson", der lige nu spiller på Det Kongelige Teater, er fremragende eksempel på, hvad der galt med udviklingen af ny scenedramatik i vores lille sprogområde og især på Det Kongelige Teater. Det stykke skulle aldrig være sat op, men det sker det desværre alt for ofte, at ufærdigt eller dårligt håndværk sættes på scenen. Magter det teater overhovedet at løfte deres lovbundne opgave om at spille ny dansk dramatik?

Det er ikke nogen nem sag at lave dramatik - det er komplekst, selv det mest enkle, og dertil en mærkværdig blanding af subjektivt og objektivt. Fra dramatikerne, over instruktørerne til skuespillerne. Især skuespillerne, der skal stå frem og levere ordene. Derfor klapper jeg gerne efter endt forestilling, selv hvis den ikke har været synderligt god, for om ikke andet at vise skuespillerne respekt for indsatsen og modet. Men efter alle ordene i "Manson" havde lydt, kunne jeg ikke få mig selv til at slå mine hænder sammen i applaus. Stykket var for pinligt.

Sådan plejer det at være med Jokum Rohdes stykker, alt for mange ord, alt for lidt dramatik. Derfor har jeg tit undret mig over hvorfor Det Kongelige er blevet ved at bestille stykker hos netop ham - men dennegang er det bare endnu værre. Nok især fordi han forsøger at slå det største brød op, så kollapset føles så meget mere pinligt. Anmelderne er er alle mere eller mindre enige. Stoffet er interessant, der er bare for alt for mange ord. Hos Information siger Anne Middelboe f.eks. “jeg kunne næsten ikke holde ud, at teksten til Manson ikke er blevet beskåret med samme kraft som ligene i forestillingen - og at teksten endte med at lemlæste sig selv med sine alt for mange ord”.

Men det ville ikke have været nok at skære i teksten. Det som mangler er en klar dramatisk idé, som værkets struktur bygges op om. Selv hvis den idé havde været noget om kaos eller lignende. Og der kræves et håndværk til at eksekvere idéen. Det er ligesom vittigheder. De virker hvis de har en klar idé og udforming - selv hvis vittigheden er absurd. Men her mangler både dramatiker, dramaturg og instruktør tilsyneladende enhver færdighed til at finde og levere vitsen. "Manson" er det værste eksempel jeg har set. Det er vel ikke alene Jokum Rohdes skyld - han har bare skrevet af karsken bælg, opfyldt af fantasifostre og civilisationsvæmmelse. Al respekt for det, men han kan bare ikke håndværket og den klare tankegang, som gør at man kan slippe afsted med det, som han forsøger på. Men hvad jeg ikke fatter er, at Det Kongelige Teater beslutter at spille stykket. At bruge så store resurser. Vi taler om Store Scene og 12 skuespillere. Det koster kassen. Så skal man for fanden være ret sikker på at stykket virker. At vitsen er en vits - og ikke en sludder for en sladder.

Jeg har selv arbejdet en kortere periode som dramaturg på Det Kongelige og er i det hele taget godt bekendt med udviklingsprocesserne af ny dramatik i den danske teaterverden. Eller skal vi sige mangel på udvikling? At skrive dramatik er ikke nogen eksakt videnskab, og der findes en milliard måder at gøre det på, men som alt andet i verden er der mønstre og principper for hvordan dramatik fungerer. Det kan man lære og blive ved med at lære. Og et teater kan tilrettelægge udviklingsprocesser, som sikrer teatret mod at stå med et halv-godt/dårligt stykke. Men alligevel sker det igen og igen i dansk teater. Man bestiller et stykke, får et ufærdigt/klodset produkt leveret, taler lidt om beskæringer og forsøger så at få det bedste ud af det på scenen. Det er simpelthen for uproft og slapt. Og et ufatteligt resursespild.

Jokum Rohdes “Manson” er bestemt ikke en enlig svale de seneste 10-15 år. Da Claus Hoffmeyer overtog ansvaret for skuespillet var det med med en erklæring om at prioritere den nye danske dramatik og bød på en første sæson med mange nye danske stykker, der desværre stort set alle floppede. Et eksempel fra perioden er filminstruktøren Carsten Rudolfs “Genfærd”, hvor alle på teatret vidste at det var et stykke som ikke fungerede, men ingen greb ind. Under Mikkel Harder blev det ikke meget bedre, selvom han stod på en konference for ny dramatik og brystede sig med at de havde haft Jokum Rohdes nye stykke, “Pinnochios Aske”, i en udviklingsworkshop, men han glemte at fortælle, det ikke var Det Kongelige Teater, men en lille forening, Dramatikercentrum, som havde arrangeret og bekostet den nævnte workshop. Og nu har vi Emmet Feigenberg som skuespilchef og man kunne have håbet på bedre, eftersom han hentede Jesper Bergmann ind som chefdramaturg, der kommer med en masse udviklingserfaring fra radioteatret. Men når deres store satsning er “Manson”, så er det håb brast.

Hvis vores lille sprogområde med nogen form for stolthed skal kunne henvise til vores nationalscene, så må vi hæve udviklingsniveauet af ny dramatik. Én ting er at et mindre teatre ikke har overskuddet og kompentencen til det, men at vores nationalscene ikke har, det er pinligt. Både for de skuespillere, der hver aften skal stå på scenen og forsvare teksten – og for publikum.

Hvis Det Kongelige Teater ikke meget snart viser sig modne til til at løfte opgaven, som jo er en del af bevillings- og lovgrundlaget, bør politikerne fratage dem opgaven og overføre midlerne til et (nyt) teater, der udelukkende varetager udvikling af nyskreven dramatik, som f.eks. Royal Court Theater gør det i London.